Over halvdelen af min tid hernede er gået. Og nu monsunen har sat ind i Sydney, tænkte jeg, at det ville give mig tid til at skrive på bloggen igen. Det er lang tid siden jeg har skrevet sidst, men det betyder ikke, at jeg ikke har oplevet noget. Tværtimod!
Dagene, ugerne er blevet hverdag for os, og rutinerne er ved at indfinde sig. For mit ved-kommende er det dog lidt mere kompliceret, da jeg har turnus og skifter mellem forskellige afdelinger hele ugen. Altså det vil sige, at jeg er stadig i brandsår, men mandag og fredag er jeg under kirugens vinger, og assisterer ved operation, tirsdag er jeg på ambulatoriet (outpatients) og torsdag er jeg på sengeafsnittet (inpatients).
Det er super fedt at veksle på denne måde, men det giver også en del flere rutiner at lære, eftersom hvert sted gør tingene forskelligt. Selvom det er svært, er jeg sikker på, at det ikke er dårligt at se systemet fra flere forskellige sider.
Som tiden er gået hernede, har jeg opdaget at sundhedspersonalet – i hvert fald på min afdeling – tager alting meget personligt. Det er ikke velset at forholde sig kritisk til forskellige ting, som fx behandlinger, medicin, sygepleje…
Fx undrer jeg meget over den måde medicinen bliver registreret på. Alting foregår i hånden, og medicinlisten ligger i patientens journal. Det er for sig selv godt nok, men problemet er, at man ikke altid kan læse hvad lægen har ordineret. Jeg spørger rigtig meget for, at være sikker på jeg giver det rigtige præparat. Hver gang får jeg, at vide at jeg må gætte mig frem, hvis jeg er i tvivl om hvad der står, der er ikke tid til holde mig i hånden hele tiden.
Flere gange har jeg spurgt om ikke der tit er komplikationer med hensyn til medicingivningen, hvis sygeplejerskerne ikke kan læse lægens ordination. Jeg kan i hvert fald ikke stå inde for at give noget, jeg ikke ved hvad er! Alle de gange jeg har spurgt har jeg fået samme svar, at jeg ikke skal blande mig i deres system hernede, jeg skal bare se og lære, og så må jeg gøre det på min måde når jeg tager hjem igen.
Det skærer lidt i hjertet, og jeg ved ikke helt hvor jeg skal stå i det her, derfor er jeg glad for, at veklser rundt forskellige steder. For når det gælder operationsstuen, er hygiejnen første prioritet. Her kan jeg følge med og forstå proceduren. Men det har muligvis også noget at gøre med, at vores chefkirug – og chef for hele Burns Unit – er fra Østrig. Han forholder sig, som jeg, meget kritisk til alting. Stiller spørgsmål og skubber mig i den rigtige retning, hver gang jeg er med som assistent ved operationerne. Det er ved operationsbordet jeg føler, at jeg lærer mest, her er det tilladt at spørge om alt.
Kirugen sagde til mig en af de første dage jeg var med, at jeg måtte spørge om alt, jeg var her for at lære, ikke for at arbejde. Det var hans job at sørge for, at jeg kom ud på den anden side afklaret og klogere. (Han er sgu sej!)
Når jeg er på ambulatoriet lærer jeg også meget. Selvfølgelig mest om sår og sårskift, for det er det patienterne er her for. De er ofte tidligere indlagte, patienterne der kommer 1-2 gange om ugen og får skiftet bandage.
Min vejleder på ambulatoriet er en gammel rotte, der har været i faget i over 30 år. Hun ved hvad hun snakker om, og har virkelig styr på behandling af brandsår. Hun er sindsyg god til at lære fra sig. Hun gennemgår altid lige kort patienten med mig inden, så spørger hun mig hvad der skal gøres (jeg har for det meste ret 🙂 – jeg er blevet god!) og når hun er tilfreds giver hun mig lov til at tage over og gøre sårskiftet. Hun kigger mig altid over skulderen, og retter selvfølgelig hvis jeg gør fejl. Men ofte giver hun mig også et klap på skulderen og går, fordi hun stoler på mit arbejde.
Jeg skal fortsættte med min turnus efter jeg har holdt ferie, den ferie som faktisk næsten allerede er slut. Vi har fået lidt over en uges ferie midt i det hele fordi vi, hvis vi var der hjemme i Danmark, skulle have arbejdet 30 timer om ugen. Det gør man ikke hernede, her arbejder man 42. Derfor får vi en indlagt ferie – det kan man jo ikke klage over. Desværre har ”regntiden” bare sat ind hernede, og det har regnet næsten uafbrudt i 4 dage nu.
Men det betyder ikke, at jeg ikke har lavet noget i min ferie. Jeg har virkelig leget turist i Sydney, og set både Justice og Police museum, Sydney Tower, Art Gallery of New South Wales, Botanic Garden, The Domain, St. James Cathedral, Australian Museum, Sydney Museum og meget mere. Byen er fuldstændig fantastisk, her er så meget at se og opleve. Jeg har bestemt ikke kedet mig i ferien, jeg har faktisk været ude hver dag, denne dag er den første jeg sidder rigtigt ned og giver mig tid til at skrive.
Mine små kæledyr har lige været forbi – se mine spejlrefleks billeder på facebook 🙂
Jeg skal starte igen på tirsdag og køre min turnus igennem ind til påsken. I påsken får vi også ferie, da alle andre hernede også får fri. Efter påske går turen hjem – det glæder jeg mig til! For selvom det er fedt at være hernede, opleve noget helt andet end hvad jeg ville derhjemme, så har jeg godt nok hjemve efterhånden.
Det er ikke fedt at dele et køkken på 3 kvm 15 mennesker, eller dele 2 brusere 15 mennesker. Jeg glæder mig til ikke, at kunne høre alle de andre der også er på toilettet når man selv er, fordi båsen man sidder i er åben både for oven og for neden. Det er værre end kollegie! Men på den anden side lærer vi også, at sætte pris på små hverdags ting vi ikke troede betød særlig meget – vi glæder os alle til at komme hjem til vores eget! (Der er 40 dage tilbage!)
nursetrip 